Kan du mon genkende denne situation: I har møde i arbejdsgruppen, hvor i skal drøfte en strategi for en opgave. Else tager ordet. Du har en klar forventning om, at hun sikkert vil sige noget, der enten er forkert eller af ringe interesse. Desuden har hun det med at stamme og hakke i det, når hun taler. Så derfor ser du anledningen til at tjekke Messenger og din mail på din telefon.
Lidt scrolling i nyhederne på Facebook bliver det også til. Du er ikke interesseret i, at din sidemand kigger med, så du vender siden til. Ikke meget – men nok.
Mens Else kæmper med sin formidling inspireres Mogens og Kirsten af din adfærd.
Mogens er den første til lige at vende sin telefon, for at se om der er nogle notifikationer for nyheder eller Facebook på skærmen. Det er der ikke. Det var da mærkeligt. Må hellere lige tjekke det.
Nu er det som om Else taber tråden, og for alvor begynder at stamme. Kirsten tegner imens på sin notesblok. Hun starter i øverste højre hjørne på papiret med en firkant. Indeni firkanten kan der være endnu en firkant. Hjørner kan forlænges udenfor forkanten. Hjørnerne kan forbindes med nye linjer. Tegningen vokser i både størrelse og kompleksitet, og fylder hurtigt en fjerdedel af papirets samlede areal.
Else har tabt tråden og sætningerne bliver tiltagende knudrede. Gad vide hvad pointen var?
Mødet fortsætter i en time. Til sidst kommer Kim med løsningen på hvad der skal gøres. Alle tilslutter sig ideen – ikke mindst Else, som var den første, der kom med ideen. Men det var der ingen, der hørte.
Det vrimler med mikrobeskeder til Else!
Det kan sagtens være, at Else skal blive skarpere i sin formidling. Måske er hun typen, der lærer af at høre sig selv sige det højt. Men der er ingen tvivl om, at hun får ringe hjælp fra sine kolleger.
Alle sender, ubevidst, små mikrobeskeder rundt i lokalet. Din mikrobesked handlede om, at du ingen forventning havde til Elses kompetencer og formidling. Det viste du ved at tjekke din telefon og ved at vende siden til. Du sendte også en besked om, at det var en legitim adfærd i kulturen, og åbnede derfor op for at andre kunne gøre det samme. Det dannede et kor af mikrobeskeder til Else, som intuitivt opfangede det, og koblede sig på den følelsesmæssige tilstand, der lå bag adfærden hos de frafaldne lyttere.
Det styrkede hendes egne erindringer og vækkede hendes amygdala respons. Hun var fanget igen, og måtte komme hurtigst muligt væk fra situationen. Hendes grublerier over den overvældende feedback fra kollegerne tog til mens hun talte, og det betød at hendes arbejdshukommelse blev overbelastet. Der var simpelthen ikke plads til det, som var vigtigt i situationen – nemlig at formidle den løsning, som hun havde brugt tid på at gennemtænke, regne på og risikovurdere. Nu var hendes opmærksomhed fanget i vrimlen af mikrobeskeder.
Historien er en beskrivelse af hvordan hjernen fungerer neurologisk og en case på hvordan meget samarbejde kuldsejler og hvor let det er skabe en kultur, der udsulter virkelyst og trivsel.
Hjernen indeholder et erindringsarkiv som vi bladrer i.
Forskningen viser, at vi aflæser mikrobevægelser i adfærd med stor nøjagtighed. Empatiske mennesker vil være særligt dygtige til at spejle sig i kollegers følelsesmæssige tilstand gennem deres adfærd – helt ned til små bevægelser i øjne og ansigtsmuskulatur. Ved at bladre igennem de neurologiske arkiver, så finder vi nemt eksempler på, at vi har været i en lignende ubehagelig situation, hvor vi mislykkedes eller bare ikke oplevede det som rart.
Du kender sikkert til de forsøg, der er lavet med børn og deres forældre. Forsøget går ud på, at aflæse hvad der sker i barnet når moderen f.eks. vender ansigtet bort når barnet forsøger, at opnå kontakt. Med tiden, og efter flere forsøg fra barnets side på at opnå anerkendelse, så opgives missionen. Enten viser barnet tegn på frustration ved aggressiv adfærd eller gennem apati.
Det er det samme, der sker på en arbejdsplads, når vi ikke har en opmærksom og anerkendende tilgang i vores møde kollegerne.
Det handler om spejlneuroner.
Det handler om spejlneuroner. Vi spejler os i hinandens følelser. Hvis vi er empatiske mennesker, så leder vi efter tegn i øjnene på anerkendelse. Så når vi møder fiskeøjne, himmelvendte øjne eller øjne der er fokuseret andre steder hen så kan vores grublerier komme på overarbejde.
Mikrobeskeder har indflydelse på arbejdsmiljøet.
Jeg har mange opgaver, der handler om at en kollegagruppe skal lære at ”spille hinanden gode”. Meget ofte er vi nødt til at tale om hvordan gruppens mikrobeskeder ser ud. Jeg kan hurtigt registrere, hvad der er på spil i en gruppe, hvilke mikrobeskeder der sendes af sted, og hvordan gruppens indre dynamik virker. Indimellem fortæller ledelsen mig, at det ”hele er gået i hårdknude og hvis ikke der sker noget NU, så må vi fyre et par stykker”. Ofte er det ganske lidt, der skal til for at skabe en ændring. Ved at give indsigten i hvordan hjernen opfatter mikrobeskeder, og hvilken betydning det har på en arbejdskultur er den første grundsten lagt til en forandring.
Vi skal ikke snaske rundt i det, der er dårligt.
Mange er opdraget med troen på, at vi skal pladre rundt i alt hvad der er galt, og tale længe om hvordan vi undgår det i fremtiden.
Sandheden er, at al hjerneforskning siger, at en sådan strategi blot vil forstærke det spor, der er skabt i den dårlige kultur og kommunikationen. Vi skal i stedet formulere hvordan vi gernevil møde hinanden – skabe positive mål for ny adfærd.
Løsningen er, at være bevidst om mikrobeskedernes betydning.
Skal vi så slet ikke tale om, hvem der bærer skylden for at Else ikke lykkedes? Nej, det skal vi ikke i udgangspunktet. Vi skal tale om hvordan vi får hinanden til at lykkes i vores kollegaskab. Vi behøver ikke at elske hinanden for at løse opgaver sammen.
Vi har en pligt til at sørge for, at vi lykkes som kolleger på arbejdspladsen – så langt det overhovedet lader sig gøre. Det gør vi ved, at være opmærksomme på hvilke mikrobeskeder vi selv sender og forsøge at være det gode eksempel på nærværende, anerkendende adfærd, der giver kollegialt følgeskab.
