Af John Langford
Indehaver af konsulenthuset ”John Langford – Menneske & Organisation”
Digitaliseringen og udviklingen af avancerede styringsredskaber giver os uden tvivl en masse teknologiske muligheder og fordele. Jo mere Netflix vi ser, desto flere og bedre forslag får vi til nye film og serier. Når vi bruger chatfunktionen på en rejsehjemmeside, så er det robotten Sarah, der svarer – på dansk midt om natten. Indtil fornylig troede jeg at Sarah var ægte og tolererede at hun indimellem svarede lidt underligt. Jeg har også vænnet mig til at metroen er førerløs og at Siri følger med i mit liv fra sin dvaletilstand i min IPhone.
Men kan det tage overhånd og mister vi selv styringen over udviklingen og smider barnet ud med badevandet? Hvilken betydning kan det få for vores måde at se verden på? Bliver det sådan, at vi vil se livets værdier og nytte gennem algoritmens beregnede briller?
Og når vi har overgivet os til digitaliseringen er vi så i virkeligheden gået tilbage til troen på industrisamfundets rationelle styrings- og ledelsesopfattelse? Tror vi så igen på at alt der kan måles og vejes kun har betydning?
Hvad nu hvis fremtidens leder er en algoritme?
Algoritmen har aldrig en nederen dag.
Tænk at have en leder, der er forudsigelig og uden dårlige dage. Altid den samme og uden favoritter og helt ligeglad med stemninger og primadonnaer. Sådan en leder har 60.000 medarbejdere i den verdensomspændende IT-virksomhed Rainforest QA.
Virksomheden har kun én leder, som står i spidsen for de mange medarbejdere, hvis opgave det er at gennemgå websites og apps for virus og fejl i koderne. Lederen er en kold algoritme og altså ikke noget menneske af kød og blod.
En undersøgelse foretaget af det digitale ledertidskrift Quartz viser at medarbejdere ligefrem foretrækker at have algoritmen som chef fremfor et menneske. Også selv om algoritmechefen pisker dig, hvis beregningerne viser et fald i din produktivitet.
Hvordan kan det være, at så mange mennesker trives så godt med den køligt beregnende algoritme? Og det i en tid hvor vi taler om lederskabets betydning for trivsel og effektivitet, at ledere skal være hele mennesker og skabe høj social kapital.
Sandheden ligger jo nok et sted i nærheden af det faktum at opgaverne handler om at finde fejl i data. Det er enten rigtigt eller forkert, det er nemt at beregne effektiv opgavetid efter objektive parametre og du skal ikke samarbejde med andre end algoritmen.
Algoritmelederen giver dig feedback i samme sekund hvor du har afleveret en opgave, træner dig, guider dig, anviser de næste skridt, giver dig nye opgaver og aflønner dig efter helt objektive kriterier. Et ønskescenarie for mange – og et skrækscenarie for andre.
Egentlig er der måske ikke så meget forskel på algoritmens ledelse og tidligere tiders overvågning og kontrol fra værkførerburet. Der kan ovenikøbet være tale om et kvantespring i forhold til den type af ledelse som en middelstor puddelhund kunne bedrive.
Kan algoritmen også lede et plejehjem?
Spørgsmålet er bare om vi i vores fascination af de digitale muligheder jagter algoritmens potentialer indenfor arbejdsområder, hvor det ikke er muligt at beregne et udkomme af en opgave efter samme slags objektive kriterier.
Gennem mit arbejde som supervisor for ledergrupper og gennem oplæg om styringstendenser i tiden møder jeg meget ofte synspunktet om, at det hele har taget overhånd og er endt i en form for styringsbulimi. Ingen tvivl om, at den teknologiske har givet os stærke kort på hånden i udviklingen af vores samfund. Men den har også en bagside, som vi skal have vores opmærksomhed.
Det er som om, vi har indført kontrolsystemer, avancerede planlægningsredskaber og et kolossalt skemaregime blot fordi vi har de teknologiske muligheder.
Det gælder især indenfor styringen af de varme velfærdsområder på offentlige arbejdspladser. En del styringsredskaberne giver mening, fordi de beriger viden om kerneopgaven og gør medarbejdere og ledere dygtigere.
Men meget af det er overstyring og tolkes desuden af medarbejderne som kontrol for kontrollens skyld – det koster på tillid og mening. Det skaber også et tiltagende hykleri; giv systemet, det som det ønsker.
Men dér hvor vi skal være rigtigt opmærksomme er, om hele fascinationen af den teknologiske udvikling med robotter, kunstig intelligens, anvendelsen af metadata og muligheden for monitorering af mennesker gennem diverse teknologier medfører et skifte i vores demokratiske dannelse og etiske mindset – og igen, hvilket omslag dette kan få i vores ledelses- og menneskesyn.
Kan algoritmen få humlebien til at flyve?
Hver dag går medarbejdere på sygehuse, skoler og børnehaver på arbejde med en grundlæggende usikkerhed om hvad dagen vil bringe af udfordringer – f.eks. om hvor mange kolleger de kan være heldige at møde i dag, om fru Pedersens pårørende fra Jylland pludselig står i døren og ønsker et møde, eller om lille Oliver har haft en dårlig morgen og ikke vil give slip på sin mor.
Hver dag får medarbejdere humlebien til at flyve på trods af de objektive forhold. Enderne når sammen fordi viljen til det er stærkere end det som de kølige tal kan legitimere. Det er det, som får hele maskineriet til at virke.
Måske jagter vi algoritmens lyksaligheder i en styringsoptimistisk tro på, at vi kan planlægge os ud af alt, beregne risici og opstille KPI´er, der vil tilføre mennesket mening i opgaven. Har vi valgt algoritmen fordi vi i virkeligheden regredierer i vores erkendelse af lederskabets kompleksitet og reducerer det til et spørgsmål om tilgængelige data.
Er algoritmen den nye politiker?
På den anden side set, så kunne algoritmen være håbet for en ny type af politiske beslutninger.
Måske vil algoritmen nå frem til hvad den rigtige bemanding på sygehusene og i børneinstitutionerne skal være og hvad der er den effektive undervisningstid for børn. En beregning renset for politik, følelser og hensynet til lokale partiforeninger og loger.
Uanset hvad så er det en god diskussion at have. 60.000 mennesker kan jo ikke tage fejl. I hvert fald ikke i en virksomhed hvor det ikke er nødvendigt at samarbejde med andre, hvor man sidder og kigger koder og formler igennem for fejl og indrapporterer hændelser.
Men det er absolut også en god diskussion at have i forhold til hvad det er for en tænkning og mindset vi læner os op ad, når vi indretter os styringsmæssigt.
Er det i virkeligheden algoritmens rationale og vores fascination af digitaliseringens muligheder, der styrer os. Blot fordi vi kan, er det jo ikke sikkert at vi skal?
Læs om algoritme lederen her: https://classic.qz.com/machines-with-brains/1017298/rainforest-qa-manages-its-60000-remote-employees-exclusively-through-a-series-of-algorithms/
